
Har du en idé til en ny julefortælling, som du drømmer om at udvikle?
På Serieskolen med DR får du mulighed for at arbejde med en idé til en ny julekalender eller juleserie i et nyt format, hvor børn og unge er i centrum.
Serieskolen med DR er et talentudviklingsforløb for dig, der gerne vil skabe originale julefortællinger til børn, unge eller familier. Måske elsker du de klassiske juleeventyr. Måske har du lyst til at bryde med traditionerne og finde helt nye måder at fortælle julen på. Uanset hvad er Serieskolen med DR et sted, hvor du kan udvikle din idé og blive klogere på, hvordan julen kan bruges som ramme for stærke seriefortællinger.
Forløbet er delt i to. Først del består af 8 online masterclasses, som du frit kan deltage i. Herefter optages 20 ansøgere på et udviklingsforløb, hvor deltagerne arbejder med deres idéer til en juleserie eller julekalender og til sidst pitcher dem for den professionelle branche.
Der findes ikke én rigtig måde at fortælle julehistorier på. Derfor er der højt til loftet på Serieskolen med DR både når det gælder idéer, formater og genrer.
Du kan udvikle alt fra miniserier og mikrodramaer til adventsserier, nye julekalenderformater eller helt nye bud på julens fortællinger inden for eksempelvis komedie, drama, fantasy, gys eller coming-of-age.
Du søger ikke Serieskolen med en færdig idé eller et projekt. Idéerne opstår og udvikles undervejs i fællesskab. Det vigtigste er, at du har lyst til at arbejde åbent med både dine egne og andres idéer og skabe nye seriefortællinger med julen som omdrejningspunkt for børn og unge.
Ansøg om at deltage senest 2. november 2026.
Serieskolen med DR er et samarbejde mellem Filmtalent, herunder filmværkstederne i Odense, Aarhus, Viborg og København, DR B&U, DR Drama og Manuskriptskolen for Børnefiktion.
Masterclass-program
Det første forløb består af en række online masterclasses, som du gratis kan deltage i – det kræver kun, at du tilmelder dig.
Du får indsigt i, hvordan du skaber julefortællinger, indsigt i forskellige juleserier, og hvordan du kommunikerer til din målgruppe.
Derudover møder du et hav af fagfolk fra den danske branche, som deler ud af deres erfaringer.
Udviklingsforløbet
Udviklingsforløbet foregår hen over fem weekend boot camps for 20 udvalgte deltagere. For at deltage skal du ansøge om optagelse (læs mere på siden ’bliv optaget’).
Hvis du bliver optaget, vil du igennem undervisning, praktiske øvelser og løbende feedback udvikle en juleserie i samarbejde med de andre deltagere og lære, hvordan du fortæller serielt til børne-, unge og familiemålgruppen
Branchepitch
Som afslutning på udviklingsforløbet skal du pitche din juleserie for DR og resten af den danske branche.
Herefter har DR mulighed for at tilbyde et eller flere pitches et udviklingsforløb, enten til intern produktion i DR eller hos en ekstern producent. Læs mere om forholdene her.


