Hvad går det ud på?
Som deltager i Serieskolen får I mulighed for at udvikle og styrke jeres færdigheder og kompetencer gennem udviklingen af jeres serieidé.
Professionelle fra både Netflix og den danske film- og tv-branche vil undervise og vejlede i en bred vifte af online sessioner og workshops med fokus på udviklingsprocessen fra pitch til pilot.
12 talenthold får mulighed for at møde og interagere med andre talenter og lærere under 3 intensive boot camps i Aarhus, Odense og København. Serieskolen afsluttes med et branchepitch, hvor I pitcher jeres serieidé og møder repræsentanter fra hele branchen.
Hvornår foregår det?
Ønsker I at deltage i Serieskolen, kan I allerede gøre det fra d. 18. april, hvor vi tilbyder en række gratis online sessioner (læs mere under online sessioner).
Ønsker I at deltage i pop-up workshops i Aarhus, Odense eller København, kan I læse mere og tilmelde jer her.
Ønsker I at deltage i de tre boot camps, skal I ansøge inden deadline d. 30. maj 2023 kl. 12:00.
Vi opfordrer alle unge kreative talenter uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, religion og handicap til at ansøge Serieskolen.
Skal man ansøge med et hold?
For at give endnu flere talenter mulighed for at tilmelde sig Serieskolen 2023 vil det i år ikke være et krav at ansøge med et kerneteam på tre personer (producer, instruktør og manuskriptforfatter), men ansøgninger med et fuldt kerneteam vil blive prioriteret.